Interview: Bullet (Sweden Rock Festival 2013)

Det er lige ud af landevejen, når svenske Bullet leverer deres humoristiske heavy metal, men det er ikke kun på scenen og på pladerne at bandet fyrer op for fest og ballade. Thunder Bitches mødte de tre medlemmer Hampus Klang, Gustav Hjortsjö og Alexander Lyrbo til en mindre seriøs samtale om traktortræk og rock n’ roll i al almindelighed.

Bullet-band

Der er kun ganske kort tid til Bullet skal spille på Sweden Rock Festival. Inden skal fotosessions og interviews med en masse medier overstået. Metalized har sat de tre medlemmer stævne, for en til en kort snak inden koncerten, men først og fremmest skal der åbnes nogle øl. Der breder sig nærmest en stemning af panik, da guitarist Hampus ikke kan støve en oplukker op og tænderne vil han alligevel ikke bruge.

– Det er for dyrt at gå til tandlægen, forklarer han.

Vi løser problemet med en lighter og bandet får åbnet deres øl.

Det er tredje gang at Bullet spiller på Sweden Rock Festival med deres klassiske hard rock og humoristiske performances, der sætter store forventninger til en fest af en koncert senere.

– Vi spiller de samme gamle sange, griner Hampus.

– Og så har vores sanger fået et nyt ’fat Elvis’ kostume. Og så er der selvfølgelig masser af ild og fyrværkeri.

Sjovt, for sidste år på Sweden Rock Festival, fik Mötley Crüe ikke lov til at fyre fyrværkeri af. Ild var der dog masser af.

– Vi blev også nødt til at betale for det, fortæller Hampus

– Mötley Crüe havde ikke råd til det, forklarer Gustav

– Mötley Crüe are on their way down!, konkluderer bandet. Og så er det sat på plads.

OLD SCHOOL HEAVY METAL

Bullets bluesinspirerede hard rock, kan næppe kaldes originalt, men det gør heller ikke noget, for de mestrer genren til perfektion. AC/DC og Judas Priest har ikke levet forgæves.

– Der er masser af inspirationer. Det kan man sagtens høre, indrømmer Hampus, og bandets nye guitarist Alexander afbryder:

– Du stjæler riffs, Hampus! Og Hampus indrømmer:

– Jeg er en tyv.

– Vores mål er at lave gode sange, som vi godt kan lide, så selvfølgelig kommer vi til at lyde, som bands vi godt kan lide, forklarer Gustav og Hampus afslører herefter, at de har rødder i alt mulig andet:

– Før spillede vi i et thrashband. Vi har også spillet grindcore, death metal og alle mulige andre former for metal.

– men idéen med dette band var at spille lidt mere oprindeligt heavy metal. Vi ville være et rigtig old school heavy metal band, forklarer Gustav.

TRAKTORTRÆK ELLER CRACK?

Sidste år udgav Bullet deres 4. album, som bandet ynder – måske en smule ironisk – at betegne som ”mere modent” end deres hidtidige udgivelser. Albummet bærer navnet ’Full Pull’ og den titel ligger der selvfølgelig en helt særlig historie bag.

– Det er ret sjovt. Vi var til traktortræf og hver gang de store maskiner skulle trække et stort læs råbte alle ”FULL PULL!!” Publikum gik fuldstændig amok, fortæller Hampus og Gustav overtager:

– Det startede som en joke der hjemme blandt os og vores venner. Hvis et eller andet var fedt, så var det bare: ”FULL PULL!!”

– FULL PULL, råber Hampus med i kor og fortsætter:

– Når vi spiller i aften bliver det FULL PULL!. Da vi indspillede pladen, kom det naturligvis op som titel, fordi vi altid sagde det. Vi fik på et tidspunkt et spørgsmål fra et tysk medie, som ville høre om det refererede til traktortræk eller crack kokain. Så det er åbenbart en eller anden form for narko dernede.

ROCK N ROLL ROMANTIK

Der er ikke umiddelbart de store romantikere at spore i Bullets pikagtige rock n’ roll, men vi kan alle tage fejl.

– Alle vores sange, er kærlighedssange, fortæller Gustav

– Kærlighed til rytmen, forklarer Hampus

– På vores første album har vi endda en sang, der hedder ’Leather Love’

– Og den synes jeg, er ret romantisk, indskyder Gustav

– Men vi skriver ingen power ballader, med mindre en af os bliver forelsket eller noget i den stil. Vi har dog piano på ’Rolling Home’ (Full Pull) Og når jeg spiller piano, begynder alle at græde.

Og når det kommer til sex eller romantik, så er der heller ingen tvivl om, hvad bandet foretrækker

– FULL PULL først! Og så kan man være romantiske bagefter.

Og Hampus uddyber:

– Det er meget vigtigt at kæle i mindst to timer efter sex! Og så forklarer Alexander, hvad alle mænd tænker:

– Det er meget frustrerende kun at kæle.

NYT MATERIALE!?

Eftersom det snart er ved at være et år siden, at ’Full Pull’ kom ud, er det jo relevant at høre bandet, om de er i gang med at skrive sange til et nyt album?

Hampus:  Naaa…

Gustav: Aaarrhh….

Alexander: Njaaaa…..

Hampus: En lille smule

– Lidt er man altid i gang, men vi fokuserer ikke på at skrive i øjeblikket. Men ellers plejer vi at skrive vores sange sammen, nogle skriver måske mere på teksterne, mens andre er mere inde over musikken, fortæller Gustav.

NY GUITARIST

Tidligere i år, fik Bullet ny guitarist, den 25 årige Alexander Lyrbo, som dermed er noget yngre end den oprindelige stab.

– Når folk bliver ældre, bliver de trætte og kedelige, så det er bedre at finde en, der er ung, så simpelt er det, forklarer Hampus.

– Vi havde desuden brug for en, vi kunne bryde ned mentalt og bygge op igen helt fra begyndelsen, tilføjer Gustav.

– Så ved du hvad du er gået ind til, joker bassisten og kigger over på Alexander.

– Jeg er allerede bygget op på ny, svarer den unge guitarist køligt.

Det kan være hårdt, at være nyt medlem af et rock band, vi kender jo alle historien om Jason Newsted og Metallica, som Alexander sagtens kan spejle sig i.

– Sådan er det altid. Jeg får kastet masser af tærter i hovedet, når vi spiller.

De 20 minutter Thunder Bitches har fået tildelt Bullet er ved at være gået, men på falderebet får bandet lige mulighed for at sende en vigtig besked ud til deres danske fans:

– Vi har hørt at det i Danmark er tilladt at drikke, når man er på arbejde, den regel vil vi også meget gerne have indført i Sverige!, slutter Hampus.

Om det er helt rigtigt, og om vi kan overhovedet kan have indflydelse på dette, kommer nok til at stå hen i det uvisse. Men det kommer i hvert fald nok til at kræve mere end et ”FULL PULL!” fra de skøre svenskere.

Bullets opskrift på rock n’ roll:

  1. Langt hår
  2. læderjakker
  3. larmende guitarer
  4. Tusindvis af øl
  5. Og allervigtigst: at have det sjovt

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.